Forfatter: abdullah

for at udfolde interaktionsbegrebet på et makroniveau og herefter udfolde interaktionsbegrebet på et
mere teoretisk mikroniveau ved hjælp af professor i Interaktive Medier Jens F. Jensen.
4.2.3 KOMMUNIKATION I ET KULTURELT OG MUSEOLOGISK PERSPEKTIV

James W. Carey var en af de første til at udfordre transmissionstilgangen ved at konkretisere kommu-
nikationsforskningen i forhold til aspekter vedrørende vores sociale liv (Munson, E. S. & Warren C. A.,

1997, p.x; McQuail, D. & Windahl, S.1982, p.54). Carey ser vores måder at kommunikere på som kultu-
relle manifestationer og her bruger han det religiøse ritual som det metafiske forbillede. Han skelner

således mellem kommunikation som transmission og kommunikation som ritual og ser i et historisk
perspektiv på, hvordan begge kommunikationsformer konkret har manifesteret sig i vores kulturelle
og ideologiske ritualer. Historisk har transmissionstilgangen været den mest udbredte i den vestlige

verdens industrikultur, hvor begreber som at meddele, at sende, at transmittere, at videregive infor-
mation til andre har været definerende for betydningen (Carey, J.W., 2009, p.12). Tilgangens transmis-
sionsmetafor bygger på transport over geografiske afstande – som Carey beskriver, blev transport af

varer, mennesker eller information set som identiske processer i det 19. århundrede og blev derfor
alle kategoriserede som ’kommunikation’. Formålet med kommunikation var at kunne transmittere
signaler eller beskeder på kontrolleret vis over afstande, og denne kommunikationsforståelse er ifølge

Carey så dybt forankret i den vestlige verdens tankegang, at den er vanskelig at ændre på i det konkre-
te liv (Op.cit. p.12-13). Carey anvender det religiøse ritual som metaforisk forbillede for at illustrere

forskellen på de to kommunikationsforståelser, der har præget den vestlige verden; hvor det religiøse

formål i et transmissionsperspektiv har været prædiken, formaninger og spredningen af religiøse bud-
skaber, findes formålet i det rituelle perspektiv i fællesskabets bønner, ceremonier og salmesange

(Ibid.). Ifølge Carey er kommunikation selve grundstenen i vores fællesskab som mennesker – gennem
kommunikation skaber vi vores virkelighed – og denne virkelighed har vi mennesker gennem tiden
skabt ved at dyrke fællesskabet gennem eksempelvis religiøse ritualer og ceremonier. Derfor skal

kommunikation ifølge Carey forstås i forhold til ordets oprindelige identitet ”communis” ”communica-
re”, så betydningen bliver forbundet med begreber som ”sharing, participation, association, fellowship

and the possession of a common faith”. Carey anskuer kommunikation som en symbolsk proces, hvori

virkeligheden skabes, vedligeholdes og transformeres. Dette kan ikke ske gennem en kontrolleret en-
vejs-transmission; vi kommunikerer gennem en ligeværdig udveksling, fordi vi mennesker er sociale

og derfor altid har dyrket fællesskabet:

 Hvem vi er – vores kulturelle baggrunde (nationalitet, alder, profession m.v.),

 hvordan vi tænker og skaber mening – vores verdenssyn, overbevisninger, perspektiver, vær-
dier,

 hvad vi siger – vores sproglige diskurs er realiseringer af vores verdenssyn (Op.cit.p.46).

Når vi kommunikerer, sker der, hvad Gadamer betegner som en fusion of horizons – vores meningsho-
risonter overlapper og transformeres i forhold til den nye viden og de nye perspektiver, som vi møder

i kommunikationen med andre:

Askehave, I. & Norlyk, B. (2006) Figure 2.3: Fusion of horizons: creating shared meaning systems, p.46
Man kunne kalde processen for en meningsforhandling, og det er ifølge Gadamer en konstant proces,
der udgør essensen af kommunikation og dermed vores meningskonstruktion og fortolkningsramme

(Op.cit. p.42). Det betyder, at vi medbringer vores for-forståelser i kommunikationen – vi tilgår en be-
sked med en bestemt for-forståelse af, hvad der er i vente, som bygger på vores tidligere erfaringer.

Gadamer betegner vores for-forståelser som ’den tavse partner’ i kommunikation, Shannon og Weaver
ville måske betegne det som semantisk støj, men ikke desto mindre er det et element i kommunikation,
som er blevet tillagt større og større betydning i kommunikationsforskningen. Interaktionsparadigmet
er opstået som en gradvis afstandstagen til ”overførsels-tankegangen”. Det vil sige, at der med tiden er
blevet taget højde for, at en væsentlig del af kommunikation ikke kun foregår som monologer, men
som dialog eller som flervejs-kommunikation mellem mange parter. Kommunikationen foregår ikke
nødvendigvis som en hierarkisk styret lineær proces, den kan være horisontal, dynamisk og cirkulær

uden en tidslig afslutning. Interaktionsparadigmet anerkender kommunikation som en gensidig relati-
on mellem interagerende parter. Men selve betegnelsen ’interaktion’ kan dog tillægges forskellige per-
spektiver og betydninger, som er medvirkende til at gøre interaktionsparadigmet til en nuanceret og

kompleks tilgang, der ikke lader sig rammesætte helt så klart som transmissionsparadigmet. Jeg vil
kort introducere kommunikationsforskeren James W. Careys kulturelle perspektiv på kommunikation

Fokus er i stedet på selve teksten/beskeden og hvordan denne ’læses’ – man kan sige, at det centrale
er selve meningsskabelsesprocessen, som sker gennem en konstant interaktion mellem elementerne.
Modellen har en dynamisk struktur, hvor pilene i begge retninger understreger, at hvert element kun
kan forstås i relation til de andre (Fiske, J., 1982, p.4). Ifølge John Fiske handler kommunikation ikke
om information, men om mening, og mening kan ikke sendes af sted som en pakke fra en afsender til
en modtager:
”Meaning is not an absolute, static concept to be found neatly parcelled up in the messages.
Meaning is an active process, semioticians use verbs like create, generate or negotiate to refer

to this process. Negotiation is perhaps the most useful in that it implies the to-and-fro, the give-
and-take between man and message.” (Fiske, J., 1982,p.49)

Hvor transmissionstilgangen opfatter en besked som det, afsenderen putter i den, forstår den semioti-
ske tilgang en besked som en konstruktion af tegn, der gennem en interaktion med modtageren pro-
ducerer mening. Det er i selve interaktionen med beskeden at mening skabes, når læseren bringer sine

kulturelle erfaringer i spil for at forstå tekstens tegn og koder (Fiske, J., 1982, p.2). Meningskonstrukti-
onen er altså kontekstuelt og kulturelt betinget, og derfor vil studiet af kommunikation ifølge John

Fiske også involvere studiet af den kultur, den er integreret i (Ibid.). Andre forskere har fremhævet
samme pointer i deres forklaringer på forskellen mellem de to paradigmer. Inge Askehave og Birgitte

Norlyk understreger i bogen Meanings and Messages, at en besked ikke kan indeholde en fikseret me-
ning i sig selv og derfor kan en afsender ikke være sikker på, at modtagers forståelse svarer til den

intenderede mening (Askehave, I. & Norlyk, B. 2006, p.38). Lars Qvortrup beskriver kommunikation
som gensidigt ukontrollerbare handlinger, hvor den ene part foretager en selektion ved at sige noget,
og den anden en selektion ved at forstå det, der bliver sagt på en bestemt måde. Kommunikation kan
derfor ikke være ligefrem og umiddelbar, da den indebærer en risiko for, at den anden forstår noget
andet end tilsigtet (Qvortrup, L. 2000, p.142-143). Dette forhold skyldes kulturelle, kontekstuelle og

identitetsmæssige baggrunde, og derfor har interaktionstilgangen til kommunikation fokus på at un-
dersøge, hvordan mennesker forstår og fortolker de beskeder, de modtager, og hvordan deres fortolk-
ning aktivt bidrager til kommunikationen som helhed. Inge Askehave og Birgitte Norlyk anvender et

hermeneutisk perspektiv med inspiration fra især Hans Georg Gadamers begreber om for-forståelser
og horisonter til at forklare, hvorfor det i interaktionsparadigmet anses som vigtigt at undersøge,
hvordan vi mennesker skaber mening. Gadamers begreb horizon dækker over det, vi ved, samt vores
holdninger, værdier og verdenssyn – vores horisont er altså samtidigt et individuelt og et kulturelt
socialt fænomen, fordi vores horisonter er et resultat af den tid, vi befinder os i (Op.cit. p.45). Mere
specifikt er vores horisont et resultat af mindst tre overlappende elementer:

Shannon og Weavers kommunikationssystem er konstrueret på samme måde, blot til at beskrive
kommunikation som en simpel påvirkning fra en afsender og en dertil knyttet reaktion hos modtager. I

begge modeller frasorteres de indre kognitive processer, for at kunne observere den ydre adfærd ale-
ne. Stimulus-responsmodellen skildrer den kognitive tilstand som en ”Black Box”, fordi denne ikke kan

observeres direkte og ”objektivt”. Shannon og Weaver afskriver ikke på samme måde de kognitive

fænomener, men tilføjer i stedet elementerne teknisk støj og semantisk støj, som kan forstyrre effekti-
viteten i afsenders informationsoverførsel til modtager.

Kommunikationsforskningen cirkulerer grundlæggende omkring, hvordan begrebet information skal
opfattes og tilgås. Hvor transmissionstilgangen behandler information som objekter, der kan sendes
via en neutral dataoverførsel til en forholdsvis passiv modtager, beskæftiger den anden tilgang sig

mere med, hvordan information er mening, der skabes i selve interaktionen mellem afsenders produk-
tion af information og modtagers afkodning af samme. Udviklingen væk fra et transmissionsperspektiv

er sket gradvist ved, at der er kommet mere og mere fokus på modtagerens aktive rolle og på de kogni-
tive fænomener, altså at bearbejdningen af information er afhængig af de identitetsmæssige og for-
tolkningsmæssige karakteristika ved kommunikationens aktører. Men hvor Shannon og Weaver foku-
serer på semantisk støj, som noget der kan medføre kommunikationsfejl, ser interaktionsparadigmet

det som selve det betydningsskabende, hvilket jeg vil uddybe i det følgende.
4.2.2 KOMMUNIKATION SOM INTERAKTION

Interaktionstilgangen bliver af professor i kommunikation John Fiske forklaret ved hjælp af et semio-
tisk perspektiv. Den afgørende pointe er her, at meningen er i sproget, hvilket vil sige, at man ikke kan

adskille information og udtryk, som Shannon og Weaver gør med deres kommunikationssystem. Ifølge
John Fiske må man opfatte information som ét element i et struktureret forhold, hvis andre elementer
består af den omgivende virkelighed og læseren/forfatteren af beskeden – her giver det altså slet ikke
mening at tale om en afsender og modtager, fordi at skrive en tekst og at læse en tekst er to parallelle,
nærmest identiske processer i kommunikation, som John Fiske illustrerer ved hjælp af denne model.

med mulighed for at blive forstyrret af støj. Her skelner Shannon og Weaver mellem teknisk støj som

tekniske forstyrrelser i eksempelvis lyd- og billedsignaler (støj i telefonforbindelsen, sne på tv-
skærmen, blækklatter på teksten m.v.) og semantisk støj som mentale forstyrrelser i A og B’s informa-
tionstransmission, hvilket kan have at gøre med identitets- og fortolkningsmæssige forhold; det kan

være forskellige holdninger til informationen, at opmærksomheden bliver distraheret, at personerne
har forskellige vidensniveauer, erfaringer, fordomme, kommunikationsevner, kulturelle baggrunde
osv. (Shannon, C. & Weaver, W., 1949, p.4). Shannon og Weaver definerer kommunikation som alle de
processer, hvor én person eller mekanisme påvirker en anden person eller mekanisme – hvilket kan
sidestilles med den beskrivelse af kommunikation som McQuail og Windahls kalder ”an action on
others” (Op.cit. p.3). I relation til Shannon og Weavers definition vil man ifølge forfatterne støde på tre
niveauer af kommunikative problemer, som afføder følgende spørgsmål
A. (technical problem): How accurately can the symbols of communication be transmitted?
B. (semantic problem): How precisely do the transmitted symbols convey the desired meaning?

C. (effectiveness problem): How effectively does the received meaning affect conduct in the de-
sired way? (Shannon, C. & Weaver, W., 1949, p.4)

Shannon og Weavers kommunikationsmodel er udviklet ud fra et ingeniørmæssigt synspunkt til at
besvare spørgsmål på niveau A, altså hvordan man bedst kan designe et kommunikationssystem, der

med akkuratesse og effektivitet kan transmittere kommunikation fra A til B. Men niveauerne skal iføl-
ge forfatterne forstås som indbyrdes relaterede, idet et problem på niveau A i princippet vil medføre

problemer på de to andre niveauer. Niveau B og C beskæftiger sig ifølge Shannon og Weaver med de
mere filosofiske forhold omkring kommunikation, hvilket kan være den tidligere nævnte semantiske

støj, som de dog ikke selv forholder sig yderligere til, men understreger, at pointen i at studere kom-
munikation på alle tre niveauer er den samme, nemlig at forstå, hvordan man kan effektivisere en

kommunikationsproces (Op.cit. p.6). Kommunikationssystemet har en præskriptiv karakter, der lidt
forenklet kan beskrives som en proces, hvor afsender påvirker modtagers adfærd eller sindstilstand.
Hvis beskedens effekt er anderledes eller mindre end intenderet, er der tale om kommunikationsbrist
og i så fald kan man undersøge, hvor i forløbet fejlen opstod (Fiske, J., 1982, p.2). Denne forståelse af
kommunikation som en lineær informationsoverførsel til en passiv modtager har samme træk som
den velkendte behavioristiske forståelse af den menneskelige adfærd som reaktioner på ydre stimuli,
de såkaldte stimulus-respons mønstre, som modellen nedenfor illustrerer

Der findes som nævnt mange måder at definere kommunikation på. Kommunikationsprofessorerne

Denis McQuail og Sven Windahl har i bogen Communication Models forsøgt at skære kommunikations-
forskningen ind til benet med følgende definition:

”Communication can be any or all of the following: an action on others; an interaction with
others and a reaction to others.” (McQuail, D. & Windahl, S., 1982, p.5)
Denne definition kan stort set favne alle kommunikationsforskningens forskellige tilgange, men er
samtidig god til at anskueliggøre årsagen til, at kommunikationsforskningen som oftest inddeles i de to
overordnede paradigmer. Forfatternes kursiveringer understreger betydningen af, hvorvidt det er
afsender eller modtager, der er centrum for kommunikationen, eller om de opfattes som ligeværdige

parter. An action on others indikerer en passiv modtager, der får ’påført’ sig noget, hvorimod an inte-
raction with others involverer en dialektisk relation mellem to agerende parter. De to kommunikati-
onsformer kan hermed repræsentere henholdsvis transmissionsparadigmet og interaktionsparadig-
met, mens den sidste kommunikationsform a reaction to others kan karakteriseres som en slags blan-
dingsform af de to ”yderpoler”, hvilket jeg vil uddybe nærmere i min nuancering af interaktionsbegre-
bet (kapitel 4.2.4) samt konkretisere gennem to eksempler (kapitel 4.2.5).

4.2.1 KOMMUNIKATION SOM TRANSMISSION
Transmissionstilgangen illustreres bedst ved hjælp af Shannon og Weavers kommunikationsmodel:

Modellen viser i en lineær sekvens de hovedelementer, der udgør et såkaldt kommunikationssystem og
relationerne imellem disse elementer (Shannon, E. C. & Weaver, W. 1949, p.6-7). Det første element i

processen er informationskilden, altså afsenderen af informationen. Dennes besked bliver transmitte-
ret til signaler gennem det pågældende medie – foregår kommunikationen eksempelvis gennem en

telefon, transmitteres stemmen gennem elektroniske impulser (signaler) til telefonen i den anden en-
de af linjen, hvor modtageren så hører beskeden. Pilene viser, hvordan beskeden sendes fra A til B, dog

7. INFORMATIONSTEKNOLOGISKE LØSNINGSFORSLAG TIL TO MUSEER

Løsningsforslagene tager direkte udgangspunkt i specialets skitserede teorier. Målgruppen for forsla-
gene er den digitale generation, men jeg vil dog ikke glemme museernes kernebrugere. Jeg vil såledestage afsæt i min segmentbeskrivelse af den digitale generation, men med segmentbeskrivelserne af ”de
digitale immigranter” in mente. Kommunikation til den ene gruppe behøver ikke udelukke den anden;
trods de to paradigmer inden for kommunikationsteorierne eksisterer de stadig side om side – de

komplementerer hinanden, og efter min overbevisning er målet netop at bevæge sig væk fra en over-
ordnet dikotomi og i stedet se på, hvordan hver enkelt af de to paradigmer bedst kan understøtte in-
teraktion i en konkret kontekst. Jeg mener, Tapscott og Prensky har en konstruktiv pointe i at tage ved

lære af den digitale generation, og jeg vil derfor mene, at et fokus på denne generation også vil have en
positiv effekt for museernes kommunikation til de andre segmenter. Løsningsforslagene bygger hver
især på det kommunikationsteoretiske fundament, hvor jeg vil benytte Jens F. Jensens matrix over

interaktion som et konkret afsæt til at vurdere de forskellige informations- og kommunikationstekno-
logiers kommunikative potentiale. Helt konkret vil forslagene blive præsenteret ved en belysning af

museumshjemmesidernes nuværende kommunikation og museumsoplevelser, og derefter gennem de
konkrete forslag til forbedringer.
7.1 LØSNINGSFORSLAG TIL HOLSTEBRO MUSEUM
7.1.1 INDLEDNING

Efter samtale med museumsdirektør Ole Nielsen er museets ønske at få udarbejdet nogle løsningsfor-
slag til, hvordan museet vil kunne gøre brug af sociale medier som redskab til at kommunikere målret-
tet og effektivt til deres brugere. Selvom de yngre brugere også er underrepræsenterede på Holstebro

Museum, har museet alligevel rettet fokus på denne brugergruppe ved at udvikle en række interaktive
digitale oplevelser i museet. Museets behov er derfor at få undersøgt, hvordan deres hjemmeside vil
kunne række ud til flere og nye brugere ved hjælp af sociale medier og hvordan det positivt vil kunne
ændre museets relation til brugerne. I henhold til min tidligere pointe om ikke at bruge teknologierne
som trækplaster i sig selv, vil jeg med udgangspunkt i museets konkrete indhold og tilbud fokusere på

museets samlede webkommunikation. Da sociale medier per definition har et socialt fokus og en dia-
logisk kommunikationsform, vil anvendelsen af dem kræve, at museets generelle profil også har et

socialt fokus, hvilket ikke er kendetegnende for museets nuværende webkommunikation. Museets
hjemmeside har netop gennemgået en større opdatering, og der mangler endnu enkelte detaljer som
eksempelvis en engelsk og en tysk version, samt billeder af museets ansatte. Men museets hjemmeside

er blevet opbygget som et brochuremuseum med en gennemgående statisk informerende transmitta-
tiv kommunikationsform. Anvendelsen af sociale medier, som i større grad vil understøtte konverse-
rende, konsultativ eller registrerende interaktion, vil derfor umiddelbart virke modsætningsfyldt i

forhold til hjemmesidens nuværende transmittative kommunikationsform. En reel implementering af
sociale medier vil derfor ikke være særlig oplagt, med mindre museet også ændrer på hjemmesidens

Som Eilean Hooper-Greenhill pointerer, vil museerne udvikle sig mere omkring brugerne. Det betyder,
at museerne kan skabe plads for flere perspektiver på vores fælles kulturarv ved at blande bruger- og

ekspertroller, som Brooklyn Museum eksempelvis har gjort. Udstillingerne kan gøres mere procesuel-
le, så det ikke kun er de færdige produkter der formidler kulturaven, men lige så meget perspektiverne

fra de brugere der besøger den pågældende udstilling. Det betyder også, at hvis 95 % af brugerne er på
Facebook, bør museerne også være det. Deres kommunikationsrum er blevet udvidet og derfor bør

museerne også holde sig opdaterede med de nye kommunikationsteknologier, som udvikler sig i ha-
stig fart og se det som en mulighed for at forny og reflektere over traditionelle metoder. Da museums-
besøget ofte er socialt og da den digitale generation er vant til at håndtere interpersonelle relationer,

bør museerne i højere grad understøtte dette ved at udvikle oplevelser, hvor grupper af besøgende
kan interagerer.
De fleste museer vil kunne bygge på deres erfaringer og vil ikke behøve at kaste fagligheden over bord

ved at følge disse principper. Brugerne ønsker netop ikke interaktion for interaktionens skyld, de øn-
sker at kunne relatere sig til og reflektere over det indholdsmæssige. I et hyperkomplekst polycentrisk

samfund er der ikke kun ét perspektiv, og derfor bør museerne vække brugernes interesse og nysger-
righed ved at udvikle oplevelser, der lader brugerne benytte deres viden og samtidig udfordrer den.

Museerne kan imødekomme fremtidens brugere ved at kommunikere med dem gennem de sociale
netværkstjenester, som brugerne, ja selv nogle af de ældre, benytter. Brooklyn Museum har stor succes
med deres kommunikationsstrategi ”Let us come to you! Receive the latest Museum news in your own
online communities”30. Tilgængelighed og synliggørelse er vigtigt i et kommunikationssamfund; hvis
man ikke kan findes på webbet, eksisterer man ikke. Det er en gratis, døgnåben, dynamisk og global
kommunikations- og markedsføringsplatform, som de fleste benytter sig af dagligt, og hvor museerne
kan kommunikere kort, effektivt og visuelt – ligesom den digitale generation foretrækker det. Når det
er sagt, vil det dog ikke være muligt at udvikle en strategi, som vil kunne passe på ethvert museum.

Som Qvortrup pointerer, bør årsagen til at anvende it findes uden for it; hvert museum vil kunne be-
nytte sig af de skitserede principper, men med udgangspunkt i deres egen institution og behov.

6. DELKONKLUSION
Jeg har gennem specialet skitseret en teknologisk og samfundsmæssig udvikling, der har ændret ved

samfundets organisations- og kommunikationsformer. Jeg vil kortfattet opsamle, hvordan dette påvir-
ker mit problemfelt, nærmere bestemt hvordan det påvirker kommunikationens aktører og kommuni-
kationsmidlerne:

Web 2.0:
 Wisdom of Crowds: Den kollektive viden er lige så værdifuld eller bedre end eksperternes
 Webbet er en platform: Applikationer er ikke bundet til computere, de kan afvikles i enhver

browser. Det betyder for eksempel, at man via det mobile internet kan have konstant og ikke-
stedsbunden adgang til data

 Åbenhed: Både i ideologisk og teknologisk forstand; open source (åben kilde) og open content
– med open source-software kan man bruge og tilpasse et program efter egne behov. Åbent
indhold betyder gennemsigtighed, fleksibilitet, frit valg, åben tilgang til kommunikation og
åben adgang til indhold samt distribueret ejerskab

 Samarbejde: Potentialet ved distribueret forfatterskab, også kaldet peer production, hvor di-
stribuerede brugeres kollektive viden, ressourcer og evner sammenlagt skaber nye produkter

og idéer gennem horisontale netværk
 Interaktion: Brugere interagerer med indhold og med virksomheder på et globalt plan. Brugere
bliver ’prosumers’ og kommunikationens distinktion mellem afsender- og modtagerroller er
irrelevant.

Som disse tendenser indikerer, er Web 2.0 grundlæggende en udfoldelse af kommunikationsparadig-
met kommunikation som interaktion. Det ideologiske fundament er socialt og bygger på fællesskab,

samarbejde, deling og interaktion. Som jeg har argumenteret for ved at gradbøje interaktionsbegrebet,

findes der dog to former for social interaktion som ofte forbindes med Web 2.0; den ene form, regi-
strerende interaktion, kan betegnes mere som reaktioner på andre frem for egentlige interaktioner

med andre, mens den anden, konversationel interaktion, ligger tættere på selve ordet interaktions

grundbetydning, det vil sige som en vekselvirkning, hvor grupper eller individer gennem deres gensi-
dige handlinger skaber mening i en dynamisk decentral proces. Det er dog ikke alt indhold på Web 2.0,

der skal kommenteres eller udbygges og derfor er transmittativ og konsultativ interaktion stadig rele-
vante og benyttede kommunikationsformer – de ville være oplagte til museumshjemmesidernes prak-
tiske niveau om åbningstider, oplysninger om aktuelle udstillinger, aktiviteter osv. Desuden tyder mu-
seernes kernebrugeres anvendelse af museernes hjemmesider på, at de vil foretrække, at museerne

bevarer afsender- og ekspertrollen, så derfor vil balancen kunne skabes ved at gøre brug af de fire for-
skellige interaktionsformer. Den digitale generation er museernes fremtidige fundament, og derfor bør

museerne vide, hvad der karakteriserer disse brugere og benytte denne viden til at kommunikere ef-
fektivt til dem samt udvikle relevante museumsoplevelser, så brugerne i fremtiden også vil benytte

museerne. Jeg har forsøgt at bidrage med en udvidet segmentbeskrivelse af disse fremtidens brugere,
som kan kendetegnes ud fra følgende karakteristika
Den digitale generation:
 Multitasker
 Samarbejder
 Organiserer
 Leger
 Deltager
 Er innovative
 Er selvstændige
 Er kritiske
 Er reflekterende
 Er nysgerrige.

Disse karakteristika svarer i høj grad til de egenskaber, som Web 2.0 kan facilitere – man kunne argu-
mentere for, at denne generation i højere grad er blevet formet af teknologideterminismen end af den

generelle samfundsudvikling. De har selv assimileret teknologierne og er opvokset i dette kommunika-
tionsunivers, hvor kommunikation lige så vel kan foregå digitalt som mundtligt. Endvidere er de vant

til et samfund, der baserer sig mere og mere på interpersonelle relationer, og derfor er det naturligt at

deltage i fællesskabet på lige fod med alle andre. Hvis museerne skal kunne imødekomme denne gene-
rations forventninger, må de justere deres kommunikation og didaktiske udvikling af oplevelser i for-
hold til følgende principper

Museerne:
 Slut med ”one size fits all” kommunikation
 Differentierede oplevelser og perspektiver
 Brugerinddragelse og mulighed for social og individuel interaktion
 Åbenhed og ærlighed – brugerne værdsætter gennemsigtighed og integritet
 Dialog frem for monolog
 Lyt til brugerne og lær af dem