Blog

stridende forventninger til hvilken interaktiv oplevelse, man som bruger går ind til. Lad mig illustrere
med to Web 2.0-inspirerede aktiviteter fra Brooklyn Museum.
Museet anvender en lang række Web 2.0-services, som på deres website er samlet under menupunktet
’Community’. Under ’Community’ finder man blandt andet punktet ’Network’, og her kan brugerne,
under sloganet ”Let us come to you!”, møde Brooklyn Museum på forskellige populære Web 2.0-sites

som Facebook, Flickr, Twitter, MySpace, Blip.tv, iTunes, Yelp og Foursquare.18 Det giver brugerne mu-
lighed for at holde sig opdaterede med Brooklyn Museums aktuelle informationer og aktiviteter på de

websites, som mange brugere ofte selv benytter. I forlængelse heraf har museet også udviklet deres
egen Facebook-inspirerede netværk på museets eget website; en såkaldt ’posse’, som giver brugerne
mulighed for at interagere med museet omkring fælles interesser vedrørende museets samling.

Med possen kan man skabe sin egen profil og komme med i museets netværk for at dele fælles interes-
ser. Problemet er bare, at man ikke kan dele noget med andre. Som det fremgår af billedet ovenfor, er

der fem funktioner, hvoraf man under fanebladet ’comments’ vil forvente en mulighed for at kunne
kommentere – men det gælder kun samlingen, og altså ikke hinandens profiler eller kommentarer til

samlingen. Det vil eksempelvis ikke være muligt at anlægge James Careys rituelle perspektiv på kom-
munikation i dette tilfælde, da netværket reelt ikke er et fællesskab. Selve interaktionen vil snarere

falde ind under paradigmet kommunikation som transmission, idet man ikke kan meget andet end at

klikke og vælge. Man har dog muligheden for selv at skrive indhold, som det fremgår af billedet neden-
for, hvor en bruger har skrevet en tekst om farven blå, og derfor kan interaktionsformen karakterise-
res som registrerende.

Konversationel interaktivitet formidler en kontakt mellem mennesker, og i websammenhæng kunne

det for eksempel foregå gennem en dialog, hvor brugere diskuterer eller i fællesskab producerer ind-
hold til et website som eksempelvis Wikipedia (Hoff, K. 2001, p.116). Ideelt set eksisterer der en sym-
metrisk fordeling af magten, så produktionen og kontrollen af indholdet vil være ligeligt fordelt mel-
lem parterne. Yoshikawas model er velegnet, idet den illustrerer kommunikation som en vedvarende

og ligeværdig proces, men er alligevel ikke helt tilstrækkelig, fordi den konversationelle interaktion

kan foregå som flervejskommunikation mellem mange parter. I vores hyperkomplekse globale net-
værkssamfund foregår kommunikationen ofte via internettet som en interaktion mellem flere parter

på forskellige tidspunkter, hvorfor kommunikationsmodellen må kunne involvere en større grad af

kompleksitet. Som Qvortups model af det polycentriske iagttagelsesperspektiv (kapitel 2.1) vil fler-
vejskommunikationens informationsudveksling kunne tage form som Yoshikawas Double Swing inter-
aktion, men på kryds og tværs synkront og asynkont mellem flere parter:

Den registrerende interaktion foregår omvendt af den transmitterende interaktion, forstået på den
måde, at indholdet produceres af brugerne, mens selve brugen af indholdet kontrolleres af en central
instans. Denne kommunikationsform kan også forklares ved hjælp af McQuail og Windahls betegnelse

af kommunikation som a reaction to others. Interaktionen sker som reaktioner på andre brugeres ind-
hold eller på en anmodning fra den centrale instans som for eksempel ved opinionsundersøgelser eller

afstemninger – eller som det vil blive eksemplificeret i næste afsnit.
4.2.5 INTERAKTIONSBEGREBET I WEB 2.0 KONTEKST – ET EKSEMPEL FRA ”MUSEUM 2.0”
Hvorfor er disse fire interaktionsformer overhovedet relevante i forhold til mit problemfelt? Det bliver
de, idet man som museum inddrager webbet som redskab til at kommunikere og skabe oplevelser.
Umiddelbart vil man kunne sige, at de to første kommunikationsmønstre, transmittativ og konsultativ
interaktion, kendetegner de hjemmesider, der blev udviklet i webbets første fase, mens de to sidste er

mere kendetegnende for interaktionsformerne på Web 2.0, idet brugerne her har indflydelse på ind-
holdsproduktionen. Men ser man på såvel nationale som internationale museers webkommunikation,

er det næsten umuligt at finde den konversationelle interaktionsform, hvor både indhold og distributi-
onen er styret af brugerne. Dette hænger måske sammen med, at museerne er vant til at være autorita-
tive institutioner med ansvar for varetagelsen og formidlingen af kulturarven – og hvordan kan sådan-
ne opgaver lægges ud til museernes brugere på et åbent web, hvor alt kan blive genbrugt i andre sam-
menhænge? Brooklyn Museum17 har i flere tilfælde netop forsøgt dette ved at overdrage museets van-
te ekspertrolle til brugerne. Museet opfatter Web 2.0 som en oplagt mulighed for at skabe sociale rela-
tioner med og mellem brugerne og til at facilitere interaktive og lærerige oplevelser. Som museets In-
terpretive Materials Manager og Manager of Information Systems forklarer, er museets formål med

anvendelsen af Web 2.0 følgende “… to utilize Web 2.0 sites and services not only to reach out to our

young audience demographic, but also to provide interactive learning tools and relevant forms of inter-
pretation” (Caruth & Bernstein, 2007, p.1). Museet er nærmest blevet et state of the art “museum 2.0”

på grund af dets konsekvente inddragelse af Web 2.0 – dette ses både i deres tilstedeværelse på de
mest populære Web 2.0-sites og i selve Web 2.0 kulturen, som de har inddraget i deres mission og i al
deres formidling og kommunikation også i det fysiske museum: “We employed Web 2.0 to support the
Museum’s community-oriented and visitor-friendly mission, fostering the general public’s interaction and
dialogue with the institution” (Ibid.). Museets anvendelse af Web 2.0 er dog et eksempel på, hvordan
interaktion i nogle tilfælde kan blive lidt af et positivt buzzword og dermed risikere at give nogle mod-

pielt forskellige kommunikationsmønstre. Jeg vil kort uddybe de fire, før jeg gennem et konkret ek-
sempel illustrerer, hvorfor begrebet især i Web 2.0 sammenhæng, kan forveksles.

1. Transmission
Jensen beskriver transmission i tråd med Shannon og Weavers kommunikationsmodel. Det vil sige, at
interaktionen foregår som McQuail og Windahl definerede som an action on – kommunikationen løber
udelukkende i én retning, fra afsender til modtager. Afsenderen kontrollerer valget af og tidspunktet
for den information, der skal distribueres til modtageren. Brugerens kommunikationsadfærd er her
reduceret udelukkende til modtagelse – som eksempelvis gennem broadcast-medier som radio og tv.
2. Konsultation
Ved konsultativ interaktion kan brugeren vælge blandt et eksisterende udbud af i forvejen produceret
information. Denne type af interaktion er eksempelvis gældende for internettets hypertekststruktur,
hvor brugeren kan klikke og vælge mellem forskellige tekster og dermed danne sin egen ikke-lineære

læsning – som eksempelvis ved et genstandsmuseum, hvor brugeren kan søge i en samling efter inte-
resse, eller som ved de hjemmesider, der generelt kan karakteriseres som Web 1.0. Man kunne derfor

udvide transmissionsmodellen med en feedback mulighed, som modellen her illustrerer:

”The simple communications model with feedback loop” (Hooper-Greenhill, 2000, p.44)
3. Konversation
Hvis informationen produceres og ejes af informationsbrugerne, og kontrollen over distributionen

ligeledes ligger hos informationsbrugerne, er der tale om det diametralt modsatte kommunikations-
mønster i forhold til transmission, nemlig typen konversation. Den konversationelle interaktion er en

udfoldelse af interaktionsparadigmet. Her er der tale om to- eller flervejskommunikation, hvor der

eksisterer et reelt decentralt forhold mellem kommunikatorerne. De traditionelle afsender- og modta-
gerroller opløses, idet indholdet skabes i en gensidig og dynamisk proces, hvor afsender bliver modta-
ger og vice versa, hvilket Yoshikawas Double Swing model kan illustrere:

4.2.4 NUANCERING AF INTERAKTIONSBEGREBET
En af de grundlæggende dimensioner ved den nuværende informationsteknologiske udvikling og Web
2.0-kultur er interaktivitet. Man kan imidlertid støde på flere grader af interaktivitet; kommunikation

som transmission involverer også interaktion, men selvfølgelig i langt mindre grad end kommunikati-
onsparadigmet kommunikation som interaktion. Endvidere vil der inden for dette kommunikationspa-
radigme også kunne befinde sig forskellige interaktionsgrader, hvilket er væsentligt at være opmærk-
som på, hvis man som museum eksempelvis ønsker at udvikle interaktive web-baserede oplevelser.

Interaktion er blevet lidt af et buzzword for Web 2.0, idet begrebet, der ofte er forbundet med stor po-
sitivitet, som regel anvendes til at beskrive Web 2.0. Men som jeg vil illustrere gennem et eksempel fra

et museums webkommunikation om lidt, er der især to typer af interaktion, der karakteriserer Web
2.0, og som til tider forveksles som én og samme type interaktion. Men først en teoretisk nuancering af
selve begrebet.
Ifølge professor i Interaktive Medier Jens F. Jensen har de seneste års vækst inden for informations- og
kommunikationsteknologierne medført, at interaktionsbegrebet har fået en så almen udbredelse, at

det i mange sammenhænge er blevet udvandet (Jensen, J.F., 1998, p.200). Det er derfor ikke altid tyde-
ligt at gennemskue, hvad begrebet referer til og hvilken forskel det indbefatter. Jensen peger på, at

paradigmeskiftet inden for kommunikationsforskningen i mødet med den informationsteknologiske

udvikling bliver nødt til at rekonceptualisere og tilpasse sig de voksende ændringer i kommunikati-
onsadfærd, der er sket som følge af de nye interaktive medier (Op.cit. p.203). For at nuancere begre-
bet, anvender Jensen en matrix for fire kommunikationsformer, som er udviklet af Bojdewijk og Kaam

(1986), hvilket inddeler interaktionsbegrebet i fire kategorier:

Bordewijk og Kaams matrix for de fire kommunikationsmønstre (Jensen, 1998, p.202)
Matricen tager sit udgangspunkt i to centrale forhold ved al informationsudveksling, nemlig hvem der

ejer og producerer informationen, og hvem der på et givent tidspunkt og med et givent emne kontrol-
lerer distributionen af den. Ved at krydse disse to forhold, fremkommer der en matrix med fire princi-

Det rituelle perspektiv er således i tråd med John Fiskes semiotiske perspektiv på kommunikation; i

begge tilfælde forstås kommunikation som en social interaktion, hvor parterne forenes som medlem-
mer af samme fællesskab, samfund eller kultur (Fiske, J., 1982, p.3). Men hvor Fiske i mikroperspektiv

kigger på social interaktion i forbindelse med en besked og hvordan mening skabes i produktio-
nen/læsningen af denne, kigger Carey mere på måden, vi udlever den sociale interaktion og hvordan

denne i kraft af vor kommunikation skaber vores virkelighed. Eilean Hooper-Greenhill har overført

James Careys kommunikationsperspektiv til en museologisk kontekst for at undersøge, hvordan mu-
seumsinstitutionens kommunikation har udviklet sig i lyset af de større samfundsmæssige og kulturel-
le forandringer. I sin analyse af museet skelner hun mellem de to paradigmer, der har præget muse-
umsinstitutionens historie og værdier og sidestiller det modernistiske museum med transmissionstil-
gangen og det postmodernistiske museum med den rituelle kommunikationstilgang. Kommunikatio-
nen i det modernistiske museum har ikke taget højde for kulturelle eller sociale processer og har slet

ikke fokuseret på modtagerne – kommunikationen er foregået som Shannon og Weavers lineære mo-
del, hvor museet har kommunikeret til et passivt ”publikum” uden at forholde sig til, hvordan budska-
bet er blevet forstået af de enkelte individer, som fællesbetegnelsen ”publikum” indeholder (Op.cit.

p.562). Med postmodernismen har museernes udstillingspraksis arbejdet sig væk fra envejskommuni-
kationen, så formidlingsformen af den autoriserede viden eksempelvis i form af skilte og ufleksible

udstillingsdesigns har bevæget sig i retningen af engagerende udstillinger, der lægger op til at åbne

modtagernes fortolkningsrum (Kulturarvsstyrelsen 2007, p.26). Søren Pold understreger i Kulturarvs-
styrelsens publikation Digital kulturformidling, at museernes genstande ikke udelukkende er interes-
sante i sig selv, de bliver først betydningsfulde, idet publikum møder dem med deres forståelseshori-
sonter (Ibid.). Interaktionstilgangens semiotiske og hermeneutiske meningsskabelsesprocesser afspej-
les tydeligt i dette ’mikroperspektiv’ på selve mødet med genstandene. På et makroniveau åbner Ca-
reys rituelle perspektiv op for museet som institution i et globalt informationssamfund, hvor kommu-
nikationsformen har ændret sig siden det modernistiske industrisamfund. En af de faktorer, der for

alvor påvirker kommunikationsformen, er den informationsteknologiske udvikling og alle de nye in-
teraktive medier, der især er opstået i forbindelse med Web 2.0. For museerne betyder det, at de i de-
res webkommunikation må forholde sig til nye kommunikationsmodeller, hvor de traditionelle afsen-
der- og modtagerroller kan bytte plads, og hvor brugerne nu i højere grad kan interagerer med hinan-
den. Jeg vil nu udfolde interaktionsbegrebet yderligere for at illustrere, hvordan relationerne mellem

kommunikationens parter kan variere, når kommunikationen foregår på webbet.

for at udfolde interaktionsbegrebet på et makroniveau og herefter udfolde interaktionsbegrebet på et
mere teoretisk mikroniveau ved hjælp af professor i Interaktive Medier Jens F. Jensen.
4.2.3 KOMMUNIKATION I ET KULTURELT OG MUSEOLOGISK PERSPEKTIV

James W. Carey var en af de første til at udfordre transmissionstilgangen ved at konkretisere kommu-
nikationsforskningen i forhold til aspekter vedrørende vores sociale liv (Munson, E. S. & Warren C. A.,

1997, p.x; McQuail, D. & Windahl, S.1982, p.54). Carey ser vores måder at kommunikere på som kultu-
relle manifestationer og her bruger han det religiøse ritual som det metafiske forbillede. Han skelner

således mellem kommunikation som transmission og kommunikation som ritual og ser i et historisk
perspektiv på, hvordan begge kommunikationsformer konkret har manifesteret sig i vores kulturelle
og ideologiske ritualer. Historisk har transmissionstilgangen været den mest udbredte i den vestlige

verdens industrikultur, hvor begreber som at meddele, at sende, at transmittere, at videregive infor-
mation til andre har været definerende for betydningen (Carey, J.W., 2009, p.12). Tilgangens transmis-
sionsmetafor bygger på transport over geografiske afstande – som Carey beskriver, blev transport af

varer, mennesker eller information set som identiske processer i det 19. århundrede og blev derfor
alle kategoriserede som ’kommunikation’. Formålet med kommunikation var at kunne transmittere
signaler eller beskeder på kontrolleret vis over afstande, og denne kommunikationsforståelse er ifølge

Carey så dybt forankret i den vestlige verdens tankegang, at den er vanskelig at ændre på i det konkre-
te liv (Op.cit. p.12-13). Carey anvender det religiøse ritual som metaforisk forbillede for at illustrere

forskellen på de to kommunikationsforståelser, der har præget den vestlige verden; hvor det religiøse

formål i et transmissionsperspektiv har været prædiken, formaninger og spredningen af religiøse bud-
skaber, findes formålet i det rituelle perspektiv i fællesskabets bønner, ceremonier og salmesange

(Ibid.). Ifølge Carey er kommunikation selve grundstenen i vores fællesskab som mennesker – gennem
kommunikation skaber vi vores virkelighed – og denne virkelighed har vi mennesker gennem tiden
skabt ved at dyrke fællesskabet gennem eksempelvis religiøse ritualer og ceremonier. Derfor skal

kommunikation ifølge Carey forstås i forhold til ordets oprindelige identitet ”communis” ”communica-
re”, så betydningen bliver forbundet med begreber som ”sharing, participation, association, fellowship

and the possession of a common faith”. Carey anskuer kommunikation som en symbolsk proces, hvori

virkeligheden skabes, vedligeholdes og transformeres. Dette kan ikke ske gennem en kontrolleret en-
vejs-transmission; vi kommunikerer gennem en ligeværdig udveksling, fordi vi mennesker er sociale

og derfor altid har dyrket fællesskabet:

”If the archetypical case of communication under a transmission view is the extension of mes-
sages across geography for the purpose of control, the archetypical case under a ritual view is

the sacred ceremony that draws persons together in fellowship and commonality.” (Carey, J. W.,
2009, p.15)

 Hvem vi er – vores kulturelle baggrunde (nationalitet, alder, profession m.v.),

 hvordan vi tænker og skaber mening – vores verdenssyn, overbevisninger, perspektiver, vær-
dier,

 hvad vi siger – vores sproglige diskurs er realiseringer af vores verdenssyn (Op.cit.p.46).

Når vi kommunikerer, sker der, hvad Gadamer betegner som en fusion of horizons – vores meningsho-
risonter overlapper og transformeres i forhold til den nye viden og de nye perspektiver, som vi møder

i kommunikationen med andre:

Askehave, I. & Norlyk, B. (2006) Figure 2.3: Fusion of horizons: creating shared meaning systems, p.46
Man kunne kalde processen for en meningsforhandling, og det er ifølge Gadamer en konstant proces,
der udgør essensen af kommunikation og dermed vores meningskonstruktion og fortolkningsramme

(Op.cit. p.42). Det betyder, at vi medbringer vores for-forståelser i kommunikationen – vi tilgår en be-
sked med en bestemt for-forståelse af, hvad der er i vente, som bygger på vores tidligere erfaringer.

Gadamer betegner vores for-forståelser som ’den tavse partner’ i kommunikation, Shannon og Weaver
ville måske betegne det som semantisk støj, men ikke desto mindre er det et element i kommunikation,
som er blevet tillagt større og større betydning i kommunikationsforskningen. Interaktionsparadigmet
er opstået som en gradvis afstandstagen til ”overførsels-tankegangen”. Det vil sige, at der med tiden er
blevet taget højde for, at en væsentlig del af kommunikation ikke kun foregår som monologer, men
som dialog eller som flervejs-kommunikation mellem mange parter. Kommunikationen foregår ikke
nødvendigvis som en hierarkisk styret lineær proces, den kan være horisontal, dynamisk og cirkulær

uden en tidslig afslutning. Interaktionsparadigmet anerkender kommunikation som en gensidig relati-
on mellem interagerende parter. Men selve betegnelsen ’interaktion’ kan dog tillægges forskellige per-
spektiver og betydninger, som er medvirkende til at gøre interaktionsparadigmet til en nuanceret og

kompleks tilgang, der ikke lader sig rammesætte helt så klart som transmissionsparadigmet. Jeg vil
kort introducere kommunikationsforskeren James W. Careys kulturelle perspektiv på kommunikation

Fokus er i stedet på selve teksten/beskeden og hvordan denne ’læses’ – man kan sige, at det centrale
er selve meningsskabelsesprocessen, som sker gennem en konstant interaktion mellem elementerne.
Modellen har en dynamisk struktur, hvor pilene i begge retninger understreger, at hvert element kun
kan forstås i relation til de andre (Fiske, J., 1982, p.4). Ifølge John Fiske handler kommunikation ikke
om information, men om mening, og mening kan ikke sendes af sted som en pakke fra en afsender til
en modtager:
”Meaning is not an absolute, static concept to be found neatly parcelled up in the messages.
Meaning is an active process, semioticians use verbs like create, generate or negotiate to refer

to this process. Negotiation is perhaps the most useful in that it implies the to-and-fro, the give-
and-take between man and message.” (Fiske, J., 1982,p.49)

Hvor transmissionstilgangen opfatter en besked som det, afsenderen putter i den, forstår den semioti-
ske tilgang en besked som en konstruktion af tegn, der gennem en interaktion med modtageren pro-
ducerer mening. Det er i selve interaktionen med beskeden at mening skabes, når læseren bringer sine

kulturelle erfaringer i spil for at forstå tekstens tegn og koder (Fiske, J., 1982, p.2). Meningskonstrukti-
onen er altså kontekstuelt og kulturelt betinget, og derfor vil studiet af kommunikation ifølge John

Fiske også involvere studiet af den kultur, den er integreret i (Ibid.). Andre forskere har fremhævet
samme pointer i deres forklaringer på forskellen mellem de to paradigmer. Inge Askehave og Birgitte

Norlyk understreger i bogen Meanings and Messages, at en besked ikke kan indeholde en fikseret me-
ning i sig selv og derfor kan en afsender ikke være sikker på, at modtagers forståelse svarer til den

intenderede mening (Askehave, I. & Norlyk, B. 2006, p.38). Lars Qvortrup beskriver kommunikation
som gensidigt ukontrollerbare handlinger, hvor den ene part foretager en selektion ved at sige noget,
og den anden en selektion ved at forstå det, der bliver sagt på en bestemt måde. Kommunikation kan
derfor ikke være ligefrem og umiddelbar, da den indebærer en risiko for, at den anden forstår noget
andet end tilsigtet (Qvortrup, L. 2000, p.142-143). Dette forhold skyldes kulturelle, kontekstuelle og

identitetsmæssige baggrunde, og derfor har interaktionstilgangen til kommunikation fokus på at un-
dersøge, hvordan mennesker forstår og fortolker de beskeder, de modtager, og hvordan deres fortolk-
ning aktivt bidrager til kommunikationen som helhed. Inge Askehave og Birgitte Norlyk anvender et

hermeneutisk perspektiv med inspiration fra især Hans Georg Gadamers begreber om for-forståelser
og horisonter til at forklare, hvorfor det i interaktionsparadigmet anses som vigtigt at undersøge,
hvordan vi mennesker skaber mening. Gadamers begreb horizon dækker over det, vi ved, samt vores
holdninger, værdier og verdenssyn – vores horisont er altså samtidigt et individuelt og et kulturelt
socialt fænomen, fordi vores horisonter er et resultat af den tid, vi befinder os i (Op.cit. p.45). Mere
specifikt er vores horisont et resultat af mindst tre overlappende elementer:

Konklusion
Hermed kan jeg konkludere, at jeg har opnået en faglig erhvervsrettet udvikling under mit
praktikophold hos GoTutor. Dermed har det givet mig noget ekstra til at udvikle min egne
kompetencer. Jeg har dermed i opgaven tydeliggjort, hvilke arbejdsopgaver jeg har siddet med som
er en del af praktikaftalen. Dermed har jeg valgt at videreføre min forståelse og erfaring med SEO,
til min afsluttende eksamensrapport, som også er et krav. Jeg har i min opgave tydeliggjort min
udvikling samt fortalt lidt om virksomhedens struktur. Praktikforløbet hos GoTutor har tillært mig
nye kompetencer, som jeg klart vil tage videre med mig.

Shannon og Weavers kommunikationssystem er konstrueret på samme måde, blot til at beskrive
kommunikation som en simpel påvirkning fra en afsender og en dertil knyttet reaktion hos modtager. I

begge modeller frasorteres de indre kognitive processer, for at kunne observere den ydre adfærd ale-
ne. Stimulus-responsmodellen skildrer den kognitive tilstand som en ”Black Box”, fordi denne ikke kan

observeres direkte og ”objektivt”. Shannon og Weaver afskriver ikke på samme måde de kognitive

fænomener, men tilføjer i stedet elementerne teknisk støj og semantisk støj, som kan forstyrre effekti-
viteten i afsenders informationsoverførsel til modtager.

Kommunikationsforskningen cirkulerer grundlæggende omkring, hvordan begrebet information skal
opfattes og tilgås. Hvor transmissionstilgangen behandler information som objekter, der kan sendes
via en neutral dataoverførsel til en forholdsvis passiv modtager, beskæftiger den anden tilgang sig

mere med, hvordan information er mening, der skabes i selve interaktionen mellem afsenders produk-
tion af information og modtagers afkodning af samme. Udviklingen væk fra et transmissionsperspektiv

er sket gradvist ved, at der er kommet mere og mere fokus på modtagerens aktive rolle og på de kogni-
tive fænomener, altså at bearbejdningen af information er afhængig af de identitetsmæssige og for-
tolkningsmæssige karakteristika ved kommunikationens aktører. Men hvor Shannon og Weaver foku-
serer på semantisk støj, som noget der kan medføre kommunikationsfejl, ser interaktionsparadigmet

det som selve det betydningsskabende, hvilket jeg vil uddybe i det følgende.
4.2.2 KOMMUNIKATION SOM INTERAKTION

Interaktionstilgangen bliver af professor i kommunikation John Fiske forklaret ved hjælp af et semio-
tisk perspektiv. Den afgørende pointe er her, at meningen er i sproget, hvilket vil sige, at man ikke kan

adskille information og udtryk, som Shannon og Weaver gør med deres kommunikationssystem. Ifølge
John Fiske må man opfatte information som ét element i et struktureret forhold, hvis andre elementer
består af den omgivende virkelighed og læseren/forfatteren af beskeden – her giver det altså slet ikke
mening at tale om en afsender og modtager, fordi at skrive en tekst og at læse en tekst er to parallelle,
nærmest identiske processer i kommunikation, som John Fiske illustrerer ved hjælp af denne model.

Læringsrefleksion
Under mit praktikforløb har jeg fået mulighed for at udvikle nogle kompetencer. Jeg fik præsenteret
en masse redskaber til, hvordan jeg kunne gribe arbejdsopgaverne an. Jeg fik kendskab til en del
markedsføringsværktøjer og overblik over, hvordan de forskellige processer forløber. Hvorledes en
ide i første omgang bliver udviklet, til hvornår den bliver realiseret. At være i praktik og afprøve det
man har lært af teorier og modeller har givet meget bedre forståelse. Det har givet mig en bedre
indlæring og overblik over, hvordan det hele spiller sammen i online markedsføring. Jeg har lært
meget af mine kollegaer, der sidder som Digital-redaktører. De præsenterede de fleste værktøjer
for mig samt rettede og gav mig råd undervejs til mine arbejdsopgaver. Selvom jeg havde mange
ting på plads krævede det, at jeg arbejde med min sprogkompetencer, da det er vigtigt at alt hvad
der skal udgives er fejlfrit og fremstår professionelt.
Da jeg skulle tilpasse det tekniske og æstetiske del fik jeg råd fra min chef, som er uddannet
multimedier designer til, hvordan jeg kunne opnå bedre resultater. Jeg fik også et mini kursus i,
hvordan man skriver en landingsside og har derfor siddet med min kollega som bearbejder
landingssider.

I forlængelse med det vil jeg inddrage de tre udviklingszoner man som praktikant kan benytte.
Udviklingszonerne består af den aktuelle, den nærmeste og den fremtidige udviklingszone. Den
aktuelle udviklingszone dækker over egne kompetencer og danner grundlag for den nærmeste
udviklingszone. Min kompetencer er at jeg er lærenem, let at omgås med, er kreativ og har altid
mange ideer, elsker udfordringer og er ikke bange for at tage ansvar. Dermed at jeg har sans og
erfaring med arbejde med Adobe programmer, hvor der skal fremstilles noget æstetisk. Den
nærmeste udviklingszone tilegner min læring og udvikling, hvor jeg sammen med min erfarne
kollegaer har løst arbejdsopgaver og er blevet oplært i forskellige arbejdsværktøjer. Den fremtidige
udviklingszone dækkerslutteligt, for de kompetencer jeg ikke har erfaret mig endnu. Det er at skrive
fejlfrit med varierende sprog og dermed virke mere professionel, som tilegner mit arbejdsområde.