- INDLEDNING OG PROBLEMFORMULERING
Dette speciale tager udgangspunkt i den aktuelle debat om de danske museers fremtidige rolle i et
samfund, hvor digitaliseringen har medført nye krav og forventninger fra politisk hold såvel som fra
museernes brugere. De yngre museumsbrugere vokser op i et radikalt anderledes samfund end deres
forældre, som udgør museernes nuværende kernebrugere. Samfundet har gennemgået en paradigma-
tisk udvikling og bliver betegnet som et postmodernistisk og hyperkomplekst videnssamfund, hvor
den informationsteknologiske udvikling har ændret fundamentalt ved traditionelle kommunikations-
og organisationsformer (Qvortup, 2000; Prensky, 2001; Castells, 2003; Tapscott, 2006). Med udviklin-
gen af World Wide Web har vi fået en helt ny kommunikationsplatform, som i dag populært betegnes
som ”Web 2.0”. Det er et helt nyt kommunikationsunivers, hvor traditionelle kommunikationsformer
nedbrydes til fordel for horisontale netværk af distribuerede brugere, der interagerer, samarbejder og
producerer ud fra en demokratisk, social og åben ideologi om at deltage til det fælles bedste (Castells,
2003).
Webbet har tilført museerne et udvidet kommunikationsrum, men er samtidig medvirkende til at ud-
fordre museernes autoritet og funktion. Hvordan skal museerne bruge webbet, hvem er webbrugerne,
hvordan skal de kommunikere til disse digitale brugere, og hvilken funktion har webbet for museernes
rolle? Måske er det sådanne spørgsmål, der ligger til grund for de danske museers noget tilbagehol-
dende anvendelse af webbet og af informations– og kommunikationsteknologier (IKT) sammenlignet
med museer i eksempelvis USA, England og andre europæiske lande, hvor den digitale udvikling i
mange tilfælde bliver anset som en oplagt mulighed for at udvide og forny relationerne og kommuni-
kationen til brugerne og deres oplevelser af kulturarven. I to netop udkomne undersøgelser af de
statslige og statsanerkendte museers brugere og webbrugere i Danmark fremgår det, at en tredjedel af
befolkningen aldrig kommer på museum, en anden tredjedel kommer der sjældent, mens kun den sid-
ste tredjedel af befolkningen benytter museernes hjemmesider. De 14-29-årige, de såkaldte ”Digital
Natives”, der er opvokset med internet (Prensky, 2001), er stadig den mindst repræsenterede bruger-
gruppe på de danske museer og deres hjemmesider og samtidig den mindst tilfredse brugergruppe
(Kulturministeriet, 2009 og 2010). Da denne gruppe repræsenterer fundamentet for museernes frem-
tid, er det derfor væsentligt, at museerne forholder sig til, hvordan de kan udnytte den informations-
og kommunikationsteknologiske udvikling til at imødekomme den digitale generations krav og for-
ventninger til museernes kommunikation og museumsoplevelser, så museerne kan vedblive at være
relevante. Brugerundersøgelserne forholder sig imidlertid kun til de traditionelle brugergrupper og
slet ikke til, hvad der kendetegner denne nye generation, som adskiller sig afgørende fra museernes
traditionelle brugere. De danske museer mangler viden om deres nye kommunikationsplatform,